Efterliv Studio er både et fysisk sted på Frederiksberg og et moderne sorg-initiativ, hvor mennesker i sorg kan finde støtte, fællesskab og inspiration til konkrete måder at leve med sorgen på.
Vi faciliterer forskellige former for sorgfælleskaber, som sorgsamtaler, keramikforløb, yoga, mindfulness, kreative workshops, sorgsaloner, sorgcaféer og fællesmiddage for mennesker i sorg.
Samtidig tilbyder individuel sorgstøtte i form af sorgsamtaler og kropslige forløb målrettet kroppen i sorg.
Vi udbyder og udvikler løbende guides, symboler og produkter, der skal hjælpe sørgende med at bevare forbindelsen til den de har mistet og leve et meningfuldt liv med sorgen som følgesvend.
I Efterliv Studio er der plads til det hele menneske i sorg. Til deres historie. Til deres kærlighed til dem de har mistet og til det liv, der stadigvæk udfolder sig omkring dem.
En moderne sorgforståelse
Vi tror ikke på, at sorg handler om at give slip eller komme videre. Når vi mister et menneske, vi elsker, forsvinder relationen ikke. Den forandrer sig.
I Efterliv Studio er der plads til at bevare forbindelsen til dem, vi har mistet – gennem minder, fortællinger, ritualer og de spor, de fortsat sætter i vores liv. Samtidig arbejder vi med forbindelsen til os selv. Til kroppen og det menneske, vi er blevet efter tabet.
For os handler livet med sorg om at skabe plads til begge dele: forbindelsen til den, vi savner, og forbindelsen til vores liv og den, vi selv stadig er.
Efterliv Studio er skabt af Sarah Vilje Skjærbæk Jensen og Sandra Vlachakis
Vi mødtes i vinteren 2025 på Assistenskirkegården, hvor begge vores børn er begravet. Vi begyndte at tale om vores børn. Om kærligheden til dem. Hvordan vi har dem med os. Om det liv, der blev forandret, da de døde. Og om alt det, der følger med, når man skal lære at leve med en sorg der aldrig forsvinder.
Vi talte også om det, vi selv havde savnet: Et sted, hvor sorgen ikke behøver at blive pakket væk eller forklares. Et sted, hvor man kan komme, som man er. Hvor gråd og latter kan eksistere side om side, og hvor man ikke behøver at fortælle hele sin historie for at blive forstået.
Det blev begyndelsen på Efterliv Studio.
Vi kommer fra forskellige faglige og kreative baggrunde, men deler en erfaring, der er grundlæggende for det sted, vi har skabt. Vi ved, hvordan det føles at miste. Og vi ved, hvor meget det kan betyde at møde andre, som forstår noget af det, man selv står i.
I Efterliv Studio mødes vores forskellige fagligheder: sorgvejledning, kropsarbejde, kreativitet og fællesskab. Sarah bringer sin faglighed som antropolog, lærer og sorgvejleder ind i arbejdet med mennesker i sorg, mens Sandra bringer mere end ti års erfaring med at undervise sårbare personer i bevægelse og mindfulness, samt sit kunstneriske arbejde som sanger, sangskriver og billedkunstner.
Sammen skaber vi rum, hvor sorgen kan være til stede på mange forskellige måder.