KERAMIKHOLD FOR FORÆLDRE I SORG
6 ugers keramikforløb for dig, der har mistet et barn.
Nyt forløb på vej
Et keramikforløb for dig, som har mistet dit barn, og som ønsker et trygt rum til at udfolde dig kreativt i.
Det kan være, du lige har mistet, eller at det er mange år siden. Det kan være, du mistede dit barn under graviditeten, som spædbarn eller senere i livet. Uanset hvornår og hvordan du har mistet, er du velkommen.
På dette forløb møder du andre forældre, som også har mistet et barn. Vi møder dig, ligesom du er, og tilpasser forløbet løbende efter den enkelte deltagers behov.
Forløbet foregår i et roligt og hyggeligt keramikværksted på Nørrebro, hvor vi mødes én gang om ugen gennem seks uger.
-
Gennem seks uger mødes vi i keramikværkstedet LODEWA på Blågårdsgade. Vi samles omkring leret, kreativiteten og et fællesskab med andre forældre, der har mistet et barn.
Vi arbejder med forskellige keramiske teknikker som modellering, skulptur og pladeteknik. Du får mulighed for at undersøge materialet og skabe dine egne værker i dit eget tempo. Forløbet kræver ingen erfaring med keramik, og du behøver ikke vide på forhånd, hvad du gerne vil lave. Vi afslutter forløbet med begitning af dine færdige kreationer.
Keramikken giver os noget konkret at samles om og åbner op for en anden måde at være sammen på. Når hænderne arbejder med leret, flyttes opmærksomheden fra hovedet og ned i kroppen. Det kan give en pause fra tankerne og skabe et andet tempo, hvor der er plads til at være til stede med det der er.
Forskning peger på, at kreative og håndværksmæssige aktiviteter kan understøtte trivsel og mindske oplevelsen af stress og angst. Det kreative arbejde kan samtidig give mulighed for at udtrykke noget, som ikke nødvendigvis skal eller kan sættes ord på.
På dette forløb faciliterer vi et trygt fællesskab, hvor du kan komme, som du er og har det på dagen. Her er der både plads til samtaler, stilhed, grin, tårer og fordybelse. Vi sidder sammen rundt om et bord, og der også mulighed for at trække sig og sidde for sig selv, hvis man har brug for det. Det er vigtigt for os, at du kan være med på den måde, der på dagen føles rigtig for dig og vi har stor forståelse for, at det kan være noget forskelligt fra gang til gang.
Forløbet er for dig, der har mistet et barn, uanset hvornår eller hvordan. Det vigtigste er ikke, hvor du er i din sorg, men at du har lyst til at mødes med andre og skabe noget med hænderne.
-
Sandra Vlachakis er kunstner, mindfulness- og bevægelsesunderviser og har mange års erfaring med at facilitere trygge og nærværende rum for mennesker i sårbare livssituationer. Sandra har selv mistet et barn og ved, hvordan kreative processor kan være en meningsgivende måde at arbejde med sorgen og alt det der fylder, når man har mistet et barn.
-
Præsentationsrunde, hvem er du og hvem har du mistet. Du deler kun i det omfang du har lyst til. Introduktion til leræltning samt modellering vha pølseteknik og pinching
Viderearbejde med pølseteknik, introduktion til extrudering, påsætning af elementer
Frit arbejde samt overfladeteknikker, intro til pladeteknik
Intuitivt og frit arbejde med form og æstetik
Intuitivt og frit arbejde med form og æstetik
Begitning af alle objekter
Afhentning af keramik + afrunding af forløb: Dag aftales på holdet
-
Ugedag: Torsdag
Tidspunkt: 17.30 - 21.00
Sted: LODEWA, Blågårdsgade 19, st. th.
Længde: 3,5 time pr. gang
Frekvens: 6 gange
Inklusiv: Økologisk te & kaffe + 2 keramikobjekter. Øvrig keramik afregnes til 85,- pr. brændt kilo.
Sprog: Dansk
Niveau: Alle niveauer velkomne
Pris: 3.299,-