Vilje giver gaver
Lav din egen bog om én, du savner
En kreativ eftermiddag med højtlæsning, minder og fortællinger. Anbefalet til børn mellem 4 og 8 år, men alle nysgerrige børn er velkomne.
Har du læst Vilje giver gaver og mødt Vilje og Månekatten Ordvits? Eller er det første gang, du skal møde dem?
Denne eftermiddag inviterer vi børn og deres familier indenfor i Efterliv Studio til en hyggelig og kreativ workshop med udgangspunkt i børnebogen Vilje giver gaver.
Bogen handler om Vilje, der er død, og hans venner, som savner ham på hver deres måde. Gennem fortællingen møder vi forskellige følelser og tanker, der kan opstå, når man mister én, man holder af. Og vi opdager, at selvom nogen dør, kan vi stadig føle os forbundet med dem.
Vi begynder eftermiddagen på bløde tæpper, hvor Sarah Vilje, der har skrevet og illustreret bogen, læser højt. Bagefter taler vi om Vilje, hans venner og alt det, børnene bliver nysgerrige på undervejs.
Og så er det børnenes tur til at være forfattere og illustratorer!
Ligesom Sarah har skrevet og tegnet en bog om sin søn Vilje, får børnene mulighed for at skabe deres helt egen bog om én, de savner.
Måske skal bogen handle om noget sjovt, I oplevede sammen. Om alle de ting, du husker. Om noget, du gerne ville fortælle den, du savner. Eller måske skal du opfinde en helt ny historie, hvor I kan være sammen igen.
Hvert barn får sit eget lille hæfte med blanke sider, som kan fyldes med tegninger, fortællinger, farver og minder.
Vi finder masser af kreative materialer frem: farvet papir, karton, klistermærker, perler, pailletter, tuscher, lim og meget mere.
Der er ingen bestemte opgaver, og børnene bestemmer selv, hvordan deres bog skal se ud, og hvad den skal handle om. De voksne er med til at hjælpe, lytte og skabe sammen med børnene.
Undervejs serverer vi snacks, kaffe, te og saftevand, og der er god tid til både kreativitet, samtaler og små pauser.
Alle børn får deres egen bog med hjem, hvor de kan fortsætte med at tegne og fortælle, hvis de har lyst.
-
Dato: Tirsdag den 24. november 2026
Tid: Kl. 15.30–18.00
Sted: Efterliv Studio, Søster Sophies Minde, Diakonissestiftelsen på Frederiksberg
Alder: Børn mellem 4 og 8 år og deres familier
Antal: Maks. 8 familier -
Pris: 295 kr. pr. familie (1 voksen + 1 barn)
Ekstra barn: 75 kr.Prisen inkluderer alle kreative materialer, et boghæfte til hvert barn samt snacks og drikkevarer.
-
Om Vilje giver gaver og Viljes aktivitetsbog
Vilje giver gaver er en illustreret børnebog om sorg, savn og den kærlighed, der fortsætter, selvom nogen dør. Bogen handler om drengen Vilje, der er død, og hans venner, som alle savner ham på forskellige måder. Gennem fortællingen møder børnene forskellige følelser, tanker og spørgsmål om døden og opdager, at der ikke findes én rigtig måde at sørge på.
Bogen er skrevet og illustreret af Sarah Vilje, som selv mistede sin søn Vilje, da han var tre år gammel. Den henvender sig til børn mellem 4 og 8 år og er skabt med ønsket om at give børn og voksne et fælles udgangspunkt for samtaler om sorg og om dem, vi savner.
Til bogen hører også et kreativt aktivitetshæfte, Viljes aktivitetshæfte, hvor børn gennem tegning, farvelægning, skrivning og små opgaver kan udforske deres egne følelser og tanker om den, de har mistet. Aktiviteterne tager udgangspunkt i Viljes univers og giver børnene mulighed for at udtrykke sig på deres egen måde – alene eller sammen med en voksen.
Både bogen og aktivitetshæftet bygger på en forståelse af, at sorg ikke handler om at give slip på den, vi har mistet, men også om at finde måder at bevare forbindelsen på.
Begge vil kunne købes på dagen. -
Mød forfatteren bag Vilje giver gaver
Sarah Vilje er forfatter og illustrator til børnebogen Vilje giver gaver, som hun har skrevet om sin søn Vilje, der døde pludseligt som treårig.
Sarah er uddannet lærer, antropolog og sorgvejleder og arbejder med at skabe rum, hvor børn og voksne kan tale om døden, sorgen og dem, vi savner.
Med Vilje giver gaver ønsker hun at give børn mulighed for at udforske deres egne tanker og følelser og vise, at relationen til dem, vi har mistet, kan fortsætte på mange forskellige måder.