Hold og forløb
MORGENRO - bevægelse for dig i sorg.
En rolig start på dagen for dig, der har sorg inde på livet.
Et rum, hvor du bare må komme, som du er
⚲ Tirsdag kl. 7.30–8.30 og kl. 9.30–10.30 i rolige rammer hos Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.
Holdet er for dig, der har mistet - uanset om det er sket for nylig eller for mange år siden.
Det kan være en partner, et barn (i alle aldre også under graviditeten), en forælder, en søskende, en ven eller et andet menneske, der har haft en betydningsfuld plads i dit liv. Tabet kan være nyt eller ligge mange år tilbage.
Du skal ikke kunne noget på forhånd. Du behøver ikke have erfaring med Pilates, mindfulness eller bindevævstræning, og du behøver heller ikke vide, hvad du ønsker at få ud af timerne.
Du skal bare komme, som du er og har det.
I Efterliv Studio er der plads til, at dagene er forskellige. Du må gerne blive rørt og du må gerne tage en pause, hvis du har brug for det.
-
Når vi mister et menneske, vi elsker, sætter sorgen sig ikke kun i vores tanker og følelser. Den kan også sætte sig i kroppen.
Måske sover du dårligere end før. Måske spænder du mere i kæben, nakken eller skuldrene. Måske har du hovedpine, uro, smerter eller en følelse af, at dit nervesystem aldrig rigtig finder ned i gear. Eller måske mærker du bare, at din krop ikke længere føles som den gjorde engang.
På vores Morgenro hold arbejder vi nænsomt med kroppen gennem pilates, bindevævstræning, mindfulness og fokus på åndedrættet, efter metoden Indefra & Ud, som er udviklet af Sandra Vlachakis.
Vi bevæger os langsomt og med opmærksomhed på kroppens signaler. Der er ikke fokus på at præstere, presse kroppen eller træne hårdt. I stedet skaber vi et rum, hvor kroppen kan få lov til at sænke paraderne og finde et dybere lag af ro og restitution.
Når kroppen har været i alarmberedskab eller spændt op gennem længere tid, kan den komme til at holde fast i uhensigtsmæssige mønstre, fordi den forsøger at beskytte os. Vi spænder op, holder vejret, bevæger os mindre eller bærer spændinger med os gennem dagen uden egentlig at være bevidste om det.
Gennem nænsom bevægelse, åndedræt og kropslig opmærksomhed arbejder vi med at skabe nye erfaringer af tryghed, så kroppen gradvist kan give slip på noget af det, den ikke længere behøver at holde fast i.
Du kan blandt andet opleve:
Mere ro og nærvær i kroppen
Et roligere nervesystem og mindre indre uro
Større kontakt til kroppens signaler og behov
Færre spændinger og en større fornemmelse af at kunne give slip
Bedre mulighed for hvile og restitution
Mere plads til åndedrættet
En blidere og mere tryg kontakt til kroppen
En større forståelse af, hvordan sorg kan komme til udtryk i kroppen
En bedre fornemmelse for egne grænser
-
Efter hver træning er du velkommen til at blive i Efterliv Studio i 45 minutter til en kop kaffe eller te.
Du kan sætte dig lidt for dig selv i vores have eller i studiet, lande i kroppen og nyde stilheden – eller blive hængende og tale med de andre deltagere og Sandra.
Der er ingen forventning om, at du skal være social. Du må gerne bare være.
-
Tid
Tirsdag kl. 7.30–8.30 og kl. 9.30–10.30
Pris
175 kr. pr. hold
Antal deltagere
Max. 9 deltagere pr. hold.
Holdet gemmenføres uanset antal tilmeldte.
Ankomst
Studiet åbner 10 minutter før holdstart. Kommer du efter holdstart, lister du blot stille ind på den ledige yogamåtte.
Efter træningen
Du er velkommen til at blive i 45 minutter til kaffe eller te.
Medbring
Du skal ikke medbringe noget. Vi har yogamåtter i studiet. Kom gerne i behageligt tøj, du kan bevæge dig frit i.
Niveau
Du behøver ingen erfaring med Pilates, mindfulness eller bindevævstræning.
Hensyn
Har du en skade, en sygdom, er gravid eller postpartum, som vi skal tage hensyn til, er du velkommen til at fortælle Sandra det inden holdstart.
Træningen er ikke behandling eller en erstatning for lægelig eller anden sundhedsfaglig behandling.
Afbud
Vi ved, at livet med sorg kan være uforudsigelig. Du kan frit afmelde eller rykke din plads til en anden dag indtil 12 timer før holdstart. Ved senere afbud eller udeblivelse opkræves det fulde beløb.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til holdet, er du velkommen til at skrive til os på tilmelding@efterlivstudio.dk.
Sandra fortæller:
“Jeg har arbejdet professionelt med kroppen i mere end 10 år og har personligt altid elsket at træne sammen med andre. Men efter jeg selv fik sorgen helt tæt på, oplevede jeg, at jeg selv blev bange for at komme ned i min egen krop.
Jeg var bange for at komme i kontakt med den dybe sorg, jeg bar rundt på. Og jeg var også bange for, hvad der ville ske, hvis jeg først gav slip. Ville jeg bryde sammen? Ville jeg kunne samle mig igen? Og ville der være plads til det, hvis det skete midt i en yogatime eller på et almindeligt træningshold?
Derfor har jeg skabt disse hold.
Et sted, hvor du ikke skal lægge sorgen fra dig, før du træder ind ad døren. Et sted, hvor der er plads til hele mennesket – også til, at kroppen måske reagerer anderledes end forventet.
Holdene er små, så jeg har mulighed for at se dig og tage hensyn til de individuelle behov, du kommer med. Men også så der er rum til de oplevelser og reaktioner, der måtte opstå undervejs.
Du skal ikke kunne noget på forhånd eller vide, hvad du har brug for. Du skal bare komme, som du er.””
Efterliv Studio